fbpx

Er advokater kreative?

Sikke et spørgsmål at fyre af! Det umiddelbare svar for langt de fleste er nok: ”Nej, advokater er ikke kreative – de er jo bundet af loven og det skrevne ord”.

Når man tænker kreative professioner, er jurister og advokater nok ikke det første, som popper op i folks bevidsthed. Her tænker man nok mere på skuespillere, sangere, kokke, designere, arkitekter og lignende. Min påstand er, at advokater er kreative – eller … flere af os er. Jeg er!

For at forstå min tese må jeg nok lige grave lidt ned i advokatens hverdag. Så hæng på lidt endnu – så du måske får et indblik du ellers ikke havde.

Når jeg får en ny problemstilling, forventer mine klienter, at jeg løser sagen. At de vinder eller får ret, eller at vi opnår et bestemt resultat. Spørgsmålet er bare, hvordan gør jeg det?

Juraen er unik på den måde, at den løbende fortolkes. Den udvikles i takt med samfundet. Regler ændres og fornyes løbende. Udfordringen med juraen er, at det ikke umiddelbart er muligt at slå svaret op. Det er ikke umiddelbart muligt blot at sige A eller B. Det hører faktisk til sjældenhederne, at det er sådan. På grund af dette skal jurister vurdere, hvordan man kommer fra A til B. Faktisk er der mange veje fra A til B i langt de fleste situationer. Der skal derfor laves en plan! Planen skal tage højde for flere forhold. Hvem er modparten, hvor stærk er modparten, hvem hjælper modparten, hvordan fortolker vi juraen i sagen, hvordan er juraen fortolket tidligere i lignende situationer, hvor stærk er min klient, hvor tålmodig er min klient og modparten m.v.

De mange muligheder for at gennemføre en proces på gør, at din advokat må være kreativ. Det er min tese. Er vedkommende ikke kreativ og bruger vedkommende ikke en flerhed af faktorer for at løse udfordringen, må du nok se i øjnene, at den part med den mest kreative jurist i sidste ende meget muligt står som vinderen.

Lad mig give dig et eksempel:

Lad os forestille os en klassisk situation, hvor en håndværker har afleveret et stykke arbejde. Kunden er af den opfattelse, at arbejdet er fyldt med mangler. Sagen går i hårdknude. I den klassiske situation vil kunden anmode om syn og skøn og få vurderet manglernes omfang, herunder hvad det koster at få dem udbedret ved tredjemand. Det vil sige, at vi i sidste ende skal diskutere hvor mange penge håndværkeren skal betale tilbage til kunden.

I situationen er der dog flere faktorer som parterne skal forholde sig til:

  1. Kan håndværkeren betale tilbage?
  2. Hvor lang tid tager processen?
  3. Har man tid til at afvente en retssag herom (1-2 år)?

Advokatens opgave er at løse udfordringen. Rådgivningen til håndværkeren skal umiddelbart være kreativ, hvis håndværkeren skal opnå en bedre mulighed end at betale pengene retur. Juraen er forholdsvis klar, hvis syn og skøn har vurderet, at der er mangler ved arbejdet. Som en følge heraf må den kreative advokat finde ud af hvilke forhold der kan arbejdes med. Risikoen for en konkurs? Ventetiden? Utålmodighed? Ønsket om at komme i mål for alle parter.

Resultatet af den gode rådgivning kan være at forhandle sig til en position, hvor håndværkeren trods manglerne får mulighed for selv at udbedre fejlen. Det er billigere for håndværkeren, det er hurtigere for kunden og alle får mest muligt ud af situationen. Det kalder på en kreativ indsats, hvor strategi, psykologi og indsats skal gå op i en højere enhed.

Min anbefaling er derfor, at du væbner dig med en advokat, der kan løfte blikket fra bogen, der er kreativ og som forstår vigtigheden af at være kreativ. Så ja…..vi er kreative og vi skal være det.

Tak fordi du læste med….

Kontakt os

Hvis du har brug for rådgivning, kan du med fordel benytte kontaktformularen nedenfor og beskrive dit problem kort, så vil vi vende tilbage på din henvendelse hurtigst muligt. Vedrører din sag konkurs eller konkursbegæring? Så skriv til konkurs@mlaw.dk