fbpx

Forbrugerombudsmanden politianmelder selskab for krav om ”tagging” i SoMe-konkurrencer

Enhver med konkurrencelystne venner på sociale medier kan formentlig nikke genkendende til oplevelsen af at få en notifikation med besked om, at man er blevet tagget i en konkurrence på diverse sociale medier.

Det forekommer at være en win-win(-win) situation, for virksomheden får næsten-gratis reklame, og din ven vil jo dele sin præmie med dig. Tagget suppleres i øvrigt gerne med nogle pæne ord fra din ven om, hvorfor netop du har fortjent at vinde ét års forbrug af sprinklervæske.

Glæden ved omtanken fra din ven kan dog momentalt overskygges af et vist irritationsmoment, for du havde måske ikke tænkt dig at bruge din frokostpause på at være målskive for reklame, og kan det virkelig passe, at der ikke er nogen måde at fravælge disse tags én gang for alle?

Efter markedsføringslovens § 10, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke uden samtykke rette henvendelser med henblik på direkte markedsføring, bl.a. via elektronisk post.

Forbrugerombudsmanden har taget stilling til disse konkurrencebetingelsers overensstemmelse med spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1, og har for nylig politianmeldt selskabet Café Venedig ApS, der afholdt ikke mindre end 12 konkurrencer med udløb i perioden fra udgangen af september 2019 til midt september 2020. Der blev ifølge Forbrugerombudsmandens undersøgelser sendt 3.067 notifikationer som følge af tags i disse konkurrencer. Trods tidligere orientering fra Forbrugerombudsmanden havde selskabet fortsat sin praksis med krav om tags i konkurrencer, hvorfor ombudsmanden gik videre med politianmeldelse af selskabet. 

I artikel på Forbrugerombudsmandens hjemmeside af den 15. juni 2021 udtaler Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen om forholdet mellem spamforbuddet i markedsføringsloven og konkurrencer på de sociale medier:

Ifølge markedsføringsloven har enhver ret til selv at bestemme, hvem de vil modtage reklame fra, og derfor må en virksomhed ikke sende fx notifikationer på sociale medier uden først at indhente modtagerens samtykke til det. Virksomheder må heller ikke få andre til det på virksomhedens vegne. At de sociale medier giver nem adgang til det, gør det ikke lovligt for virksomhederne.

Det må forventes, at denne populære praksis vil være på tilbagetog, efter at Forbrugerombudsmanden er gået videre med politianmeldelse for brud for spamforbuddet. Der er dog stadig mulighed for at virksomheder kan reklamere på lovlig vis via konkurrencer på sociale medier.

Hvis du påtænker at reklamere for din virksomhed via konkurrencer på Facebook mv., kan du kontakte advokat Jesper Køppen Fenger-Mieritz på info@mlaw.dk eller telefon +45 32 42 64 00, for rådgivning om hvordan du undgår at komme på kant med markedsføringsloven – og med Forbrugerombudsmanden.

Skriv et svar

Kontakt os

Hvis du har brug for rådgivning, kan du med fordel benytte kontaktformularen nedenfor og beskrive dit problem kort, så vil vi vende tilbage på din henvendelse hurtigst muligt. Vedrører din sag konkurs eller konkursbegæring? Så skriv til konkurs@mlaw.dk