Det er så småt ved at være den tid på året, hvor tankerne om julegaveindkøb begynder at melde sig. Er du arbejdsgiver, handler disse overvejelser måske ikke kun om, hvad der skal ligge under træet til partneren eller børnene, men også om, hvad der skal udgøre årets firmajulegave til medarbejderne.
Før du beslutter dig for, hvad medarbejderne skal have i julegave i år, er det dog vigtigt at kende de gældende skatteregler, så gaven kan forblive en glædelig overraskelse uden uventede omkostninger. Læs med her for at blive klogere på skattereglerne.
Skattereglerne for gaver
Som udgangspunkt er gaver fra arbejdsgiver til medarbejdere skattepligtige.
Der er dog en bagatelgrænse for personalegaver og mindre goder, der i år ligger på 1300 kr. årligt (indeksreguleret, 2024). Denne bagatelgrænse betyder altså, at dine medarbejdere årligt kan modtage gaver til en værdi af op til 1300 kr. Overstiger det samlede beløb årligt 1300 kr. betyder det reelt, at din medarbejder skal svare skat af hele beløbet.
Julegaver til medarbejdere skal også indregnes i dette skattefrie beløb – der er dog den særregel når det kommer til julegaver, at disse altid er skattefrie, hvis de ikke overstiger en værdi på 900 kr.
Dette kan umiddelbart virke kringlet, men det kan illustreres med følgende eksempel.
En medarbejder modtager to gaver i løbet af året til en værdi af hhv. 400 og 1000 kr. Dermed bliver den samlede værdi af disse gaver 1400 kr., og medarbejderen skal derfor svare skat af hele beløbet. Havde medarbejderen i stedet modtaget en gave på 500 kr. i løbet af året samt en julegave på 900 kr., skulle vedkommende dog ikke betale skat af de 900 kr.
Hvad med lejlighedsgaver?
Lejlighedsgaver er betegnelsen for almindelige gaver, der kan gives til medarbejdere i anledning af en privat mærkedag som f.eks. fødselsdage, bryllup, barnedåb osv. Lejlighedsgaver af ’sædvanligt omfang’ er ikke skattepligtige.
Men hvad betyder det, at en gave er af et ’sædvanligt omfang’? Langt hen ad vejen må man bruge sin sunde fornuft, idet der ikke er nogen faste grænser for værdien af lejlighedsgaver. Det vigtigste er, at gaven ikke er større end hvad der almindeligvis anses som passende.
Lejlighedsgaver, der er skattefrie, medregnes ikke i de 1300 kr. (2024).
Hvad med kontantgaver og/eller gavekort?
Når det kommer til kontantgaver og gavekort, er der (også) nogle specifikke skatteregler, som du skal være opmærksom på.
Kontantgaver er altid skattepligtige – de kan ikke gives skattefrit – uanset beløbets størrelse.
For gavekort afhænger skattepligten af, hvordan kortet kan bruges. Et gavekort, som kan ombyttes til kontanter eller bruges i en bred vifte af butikker eller i f.eks. stormagasiner bliver også betragtet som en skattepligtig fordel for medarbejderen. Digitale gavekort, som kan byttes til penge, er ligeledes skattepligtige.
Der findes dog også nogle gavekort, som kan gives skattefrit. Et gavekort, der er begrænset til få, specifikke gaver eller oplevelser, og som ikke kan konverteres til kontanter, er som udgangspunkt ikke skattepligtigt. For eksempel kan der skattefrit gives et gavebevis til en restaurant med udvalgte menuer eller en portal, hvor gavevalgene er fastlagt på forhånd – dog stadig på den betingelse at den samlede værdi af årlige gaver ikke overstiger 1300 kr. (2024).
Ifølge SKAT er disse former for gavekort skattefrie for medarbejderen:
- Gavekort, der kun gælder til få, udvalgte gaver hos en udbyder på nettet.
- Gavekort, hvor arbejdsgiveren på forhånd har valgt gaven på gavebeviset til den enkelte medarbejder.
- Gavekortet, der er et gavebevis til én bestemt navngiven restaurant, hvor det kun kan bruges til dagens tre-retters-menu eller til én ud af 3 tre-retters menuer, som arbejdsgiver har sammensat.
Selvom vi ikke har en revisionsafdeling her hos Mieritz Advokatfirma, rådgiver vi dig gerne om specifikke skatteforhold samt de gældende regler. Har du brug for en mere detaljeret forklaring, anbefaler vi at du læser videre om reglerne for gaver på SKATs hjemmeside her.