Det vigtigste for en virksomhed er likviditet. Derfor kan få store konsekvenser for din virksomhed, hvis dine kunder ikke betaler deres regninger. Mange virksomheder oplever problemer med at inddrive betalinger fra skyldnere, hvilket på sigt kan resultere i betydelige konsekvenser for virksomheden. Hvis du forgæves har forsøgt at få inddrevet dine udeståender, kan du overdrage sagen til inkasso.
Her i artiklen kan du læse om hvad inkasso er og hvordan inkassoprocessen forløber.
Hvis du har kunder i din virksomhed, der ikke betaler deres regninger, kan du trygt overdrage sagerne til inkasso hos os i Mieritz Advokatfirma. Vi hjælper dig med at få dine penge tilbage, uden det koster dig noget.
Hvad er inkasso?
Når en kunde ikke betaler en regning til tiden, kan sagen som udgangspunkt sendes videre til inkasso. Når en sag sendes videre til inkasso, betyder det, at inddrivelsen af gælden overdrages til en advokat eller et inkassobureau.
Inkasso er dermed en måde for kreditorer (f.eks. virksomheder) at sikre, at de får betaling for de tjenester eller varer, de har leveret – også selvom kunden ikke nødvendigvis betaler frivilligt.
I inkassosager er det vigtigt, at reglerne for god inkassoskik altid overholdes. Skyldnere må ikke udsættes for urimeligt pres, skade eller ulempe i forsøget på at inddrive deres gæld.
Hvordan forløber en inkassosag?
Ingen inkassosager forløber helt ens, og der kan være stor variation i forløbet alt efter skyldnerens personlige forhold og mulighed for at betale gælden. De typiske skridt i en inkassosag er dog gennemgået i det følgende.
Før en sag om manglende betaling kan overdrages til os hos Mieritz Advokatfirma, skal betalingsfristen være overskredet, og skyldneren skal have modtaget mindst én rykker fra din virksomhed.
Hvad skal du gøre i en inkassosag?
Vi anbefaler, at din virksomhed sender 1-2 rykkere til skyldneren. Hver rykker skal have en betalingsfrist på 10 dage, og må indeholde et gebyr på max. 100 kr. Alle rykkere skal opfylde visse betingelser efter inkassoloven. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din rykkerprocedure lever op til kravene, er du velkommen til at kontakte os.
Udover rykkergebyr må du også gerne tilføje et kompensationsbeløb på kr. 310 (dog kun hvis kreditor er erhvervsdrivende).
Hvis en kunde ikke reagerer på din(e) rykkerskrivelse(r), kan sagen derefter overdrages til os. Hvis kunden gør indsigelse mod dit krav, kan vi dog som udgangspunkt ikke overdrage sagen til inkasso, før du har forholdt dig til indsigelsen – dette ville nemlig være et brud på god inkassoskik.
Når du overdrager sagen til inkasso hos os, sender vi en 3. rykker til kunden. Den 3. rykker indeholder et inkassovarsel, hvori kunden bliver oplyst om, at sagen, ved fortsat manglende betaling, overdrages til inkasso. Skyldneren får herefter en frist på 10 dage til at betale beløbet.
Somme tider har skyldneren ikke mulighed for at betale hele beløbet på en gang. Hvis det er tilfældet, er der mulighed for, at skyldner kan underskrive en erklæring om, at han/hun skylder din virksomhed penge. Herefter kan der laves en afdragsordning efter aftale med dig.
Hvis skyldneren ikke betaler inden inkassovarslets frist udløber, sender vi en inkassoskrivelse. I inkassoskrivelsen står der, at beløbet skal betales straks og at sagen kommer for fogedretten, hvis der ikke bliver betalt indenfor 10 dage. Fogedretten er en afdeling af byretten, der håndterer sager om inddrivelse af gæld. En sag kan komme for fogedretten, hvis gælden er på et specifikt beløb, skyldner ikke har gjort indsigelse, og kravet er på mindre end 100.000 kr.
Hvis skyldner ikke reagerer på den tilsendte inkassoskrivelse, indbringer vi sagen for fogedretten.
Vi møder på dine vegne ved fogedretsmøder. Hvis det bliver nødvendigt, sørger vi også for at foretage udlæg i skyldners ejendele som sikkerhed for, at du får dine penge. Det betyder, at hvis skyldner ikke kan betale, vil det i sidste ende være muligt at sælge nogle af skyldners ejendele, så du kan få dine penge.
RKI – hvad er det?
Hvis skyldner ikke betaler, selv efter personen har modtaget adskillige rykkere, er det også muligt at indberette skyldneren til RKI (Ribers Kredit Information). RKI er et register over privatpersoner, der er dårlige betalere. Man kan ikke registrere en skyldner i RKI uden at skyldneren på forhånd er advaret om en mulig indberetning. Skyldneren kan få slettet sin registrering i RKI ved at betale sin gæld eller lave en betalingsaftale med kreditoren (altså din virksomhed).
Hvis du ønsker at advare andre mod en kunde, der skylder dig penge, kan vi også indberette personen til RKI for dig.
Hvad skal man bruge en advokat til i inkassosager?
I princippet kan du som kreditor godt føre din inkassosag selv. Mange vælger dog alligevel at få hjælp af inkassofirmaer eller -advokater, der har erfaring inden for inkassosager, og som ved, hvordan det gøres mest hensigtsmæssigt. Mange skyldnere er nemlig dårlige betalere i forvejen, og det kan være et stort pres for dem, at der bliver opkrævet penge.
Hos Mieritz Advokatfirma fører vi en menneskelig, men bestemt inddrivelsesproces, da hjælpsom dialog i kombination med varslet konsekvens efter vores erfaring, medfører de bedste resultater.
Hvad koster inkasso gennem en advokat?
Det koster dig ikke noget at sende din sag videre til os. Der bliver pålagt omkostninger og gebyrer i en inkassoproces, som bliver dækket af skyldneren. Vi får derfor vores betaling gennem gebyrerne.
Vi tilbyder håndtering af inkassosager som en selvstændig ydelse, men også som en del af vores erhvervsrådgivning på abonnement. Du kan læse mere om abonnementsordningen her (link).
Har du spørgsmål til noget af dette, eller har du brug for rådgivning i forbindelse med inkasso, så kontakt os på info@mlaw.dk eller på telefon 32 42 64 00.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er et inkassovarsel og en inkassoskrivelse?
Et inkassovarsel er en formel meddelelse til skyldneren om, at manglende betaling vil resultere i, at sagen overdrages til inkasso. Denne varsel sendes typisk som en del af den sidste rykker (ofte den tredje rykker), som kreditor sender til skyldneren. En inkassoskrivelse sendes, når sagen er overdraget til inkasso. Inkassoskrivelsen advarer også skyldneren om, at manglende betaling kan føre til retsskridt, såsom inddragelse af fogedretten.
Hvilke krav skal opfyldes, før en sag kan overdrages til inkasso?
Før en sag kan overdrages til inkasso, skal betalingsfristen være overskredet, og skyldneren skal have modtaget mindst én rykker fra virksomheden. Rykkeren skal have en betalingsfrist på 10 dage og må indeholde et gebyr på maksimalt 100 kr. Hvis skyldneren gør indsigelse mod kravet, skal virksomheden først forholde sig til indsigelsen, da det ville være et brud på god inkassoskik at overdrage sagen til inkasso uden at tage stilling til indsigelsen.
Hvilke omkostninger er forbundet med inkasso, og hvem betaler dem?
Det koster som regel ikke noget for kreditoren at sende en sag til inkasso, da der typisk i løbet af sagen vil blive pålagt gebyrer til det skyldige beløb. Disse omkostninger dækker inkassosagens håndtering. Hvis skyldneren betaler gælden, dækker skyldneren også inkassoomkostningerne, hvilket betyder, at kreditoren ikke selv skal betale for inkassoprocessen.
Hvad er RKI, og hvordan påvirker det skyldneren?
RKI (Ribers Kredit Information) er et register over privatpersoner og virksomheder, der er registreret som dårlige betalere. Hvis en skyldner ikke betaler sin gæld, kan kreditor indberette skyldneren til RKI efter at have advaret om denne mulighed. En registrering i RKI kan have alvorlige konsekvenser for skyldneren, da det kan gøre det svært at optage lån, få kredit eller indgå økonomiske aftaler. Registreringen kan fjernes, hvis skyldneren betaler sin gæld eller indgår en betalingsaftale med kreditor.
Hvad er god inkassoskik?
God inkassoskik refererer til de retningslinjer, der skal følges, når man inddriver gæld fra skyldnere. Disse retningslinjer er til for at sikre, at inddrivelsen foregår på en respektfuld og lovlig måde uden at udsætte skyldneren for urimeligt pres, skade eller ulempe.