En tysk byret har taget stilling til et spørgsmål, der hidtil mest har levet i teorien. Hæfter en søgemaskine selv for de svar, som dens kunstige intelligens genererer? Afgørelsen kommer fra Landgericht München I (dom af 28. maj 2026, sag 26 O 869/26), og den fortjener opmærksomhed, fordi den behandler et AI-genereret resumé som søgemaskinens egen ytring og ikke som en neutral visning af andres indhold.
Dommen er anonymiseret, så virksomheden nævnes ikke ved navn. Læser man sagsfremstillingen, hvor der er tale om en søgemaskine på google.de og funktionen “Übersicht mit KI”, er det dog nærliggende at gætte på, at sagen drejer sig om Google og virksomhedens “AI Overviews”. Det lægger jeg til grund i det følgende, men med det forbehold, at retten selv har valgt at anonymisere.
Sagens kerne
Sagen blev ført som en hastesag om midlertidigt forbud. To selskaber i en forlagskoncern opdagede, at søgemaskinens AI-funktion på bestemte søgninger fremstillede dem som kendt for svindel og useriøse forretningsmetoder. Resuméet knyttede dem blandt andet til såkaldte abonnementsfælder og til bestemte andre virksomheder, og det fremstillede dem som en koncern, der skiftede navne og adresser for at sløre sig. Selskaberne krævede, at søgemaskinen undlod at videreformidle påstandene.
Det centrale spørgsmål var, om søgemaskinen kunne holdes ansvarlig for et indhold, den ikke selv havde skrevet i traditionel forstand, men som dens model havde sammenstillet. Retten svarede ja.
AI-resuméet blev søgemaskinens egen ytring
Retten lagde vægt på, at funktionen ikke blot viser søgeresultater som links med korte uddrag. Den sammenfatter, vægter og vurderer resultaterne i egne ord og efter sin egen struktur. Resuméet indledte ligefrem med en bekræftende sætning om, at selskabet var kendt for useriøse forretningsmetoder, og det byggede svaret op i selvstændige afsnit med overskrifter om kendetegn ved den formodede svindel og om, hvad læseren burde gøre.
Afgørende var dog, at resuméet indeholdt påstande, som slet ikke fremgik af de kilder, det selv linkede til. Forbindelsen til de andre virksomheder og påstanden om hyppige navneskift kunne ikke genfindes i de tredjepartssider, som modellen henviste til. Dermed var der ikke længere tale om en gengivelse af andres indhold, men om en selvstændig ytring, som søgemaskinen havde frembragt. Fordi virksomheden selv har indført den kunstige intelligens og tilbyder den til brugerne, og fordi kun den har indflydelse på modellen og dens algoritmer, måtte den også bære ansvaret for resultatet.
Hverken DSA eller praksis om søgemaskiner gav ly
Søgemaskinen påberåbte sig ansvarsfriheden i forordningen om digitale tjenester, DSA. Den giver platforme, hostingudbydere og søgemaskiner en vis frihed for ansvar for indhold, som andre lægger op, så længe de blot formidler det passivt. Retten fastslog, at den beskyttelse ikke rakte her. Når søgemaskinens egen model formulerer påstanden, er der ikke tale om andres indhold, og ansvarsfriheden gælder kun rollen som passiv formidler. Retten fremhævede desuden, at DSA udtrykkeligt lader nationale domstoles forbud stå ved magt.
Søgemaskinen henviste også til den faste praksis fra den tyske forbundsdomstol om, at en søgemaskine ikke kan pålægges at kontrollere lovligheden af alt det, den gør søgbart, fordi internettet ellers ikke ville kunne fungere. Den betragtning afviste retten i forhold til AI-resuméet. En søgemaskine kan ikke uden videre kontrollere fremmede siders indhold, men sine egne sammenfatninger kan den kontrollere, i det mindste ved at holde dem op mod de kilder, de bygger på. Dertil kommer, at et AI-resumé ikke er nødvendigt for at bruge internettet. Den store mængde data gøres allerede tilgængelig gennem de almindelige links, mens resuméet er en ekstra funktion, der kanaliserer svaret efter en logik, brugeren ikke kan gennemskue.
Links fritages ikke for ansvar
Søgemaskinen anførte, at brugerne selv kunne klikke videre til kilderne og dermed efterprøve resuméet. Det argument holdt ikke. Retten sammenlignede med den læser, der kun ser en forsides overskrift uden at læse videre inde i bladet. Når en ytring er forståelig i sig selv og ikke indeholder noget forbehold om sin egen pålidelighed, har modtageren sjældent anledning til at undersøge den nærmere. Et AI-resumé er netop afsluttet og forståeligt i sig selv, og muligheden for at efterprøve det fritager ikke afsenderen for ansvar.
Usande påstande og et forkert grundlag
Retten gennemgik herefter de enkelte påstande og skelnede mellem faktiske oplysninger og vurderinger. Flere af udsagnene var meningstilkendegivelser, men de hvilede på et faktuelt grundlag, der viste sig at være forkert. Selskaberne sandsynliggjorde ved en erklæring på tro og love, at de ingen forbindelse havde til de virksomheder, som resuméet havde knyttet dem til. En meningstilkendegivelse, der bygger på en usand kendsgerning, nyder kun ringe beskyttelse. For de udsagn, der var rene faktiske påstande, lå bevisbyrden hos søgemaskinen, fordi påstandene var egnet til at skade selskabernes omdømme. Den byrde kunne søgemaskinen ikke løfte.
Gentagelsesfaren forsvandt ikke
Søgemaskinen indvendte, at den konkrete tekst efter videre træning af modellen ikke længere blev vist. Det ændrede ikke rettens vurdering. Når en ulovlig ytring først er fremsat, formoder retten, at den kan gentage sig, og den formodning fjernes kun ved at binde sig juridisk, ikke ved at stoppe frivilligt. Søgemaskinen havde ikke afgivet en bindende erklæring, og den kunne ikke udelukke, at algoritmen ville frembringe påstanden igen. Netop usikkerheden ved modellen talte derfor imod virksomheden frem for at hjælpe den.
Konsekvenserne af dommen
Forbuddet blev ikke begrænset til Tyskland, men gælder i hele EU, og hver overtrædelse kan koste op til 250.000 euro. Retten gav dog ikke selskaberne fuldt medhold. Påstanden om et samarbejde med et inkassofirma blev ikke forbudt, fordi den ikke i sig selv var tilstrækkeligt skadelig til at vende bevisbyrden, og selskaberne havde ikke sandsynliggjort, at den var usand. Også en bredere formulering, som selskaberne mente lå mellem linjerne, blev afvist, fordi en sådan slutning hos læseren ikke kan forbydes.
Min vurdering af rækkevidden
Jeg er optaget af, hvor langt afgørelsen rækker. Den lægger reelt op til et ansvar uden skyld for modellens egne fejl, og den bryder med det udgangspunkt i formidleransvaret, hvor ansvaret først indtræder, når udbyderen er blevet gjort bekendt med en konkret krænkelse. Retten var faktisk selv inde på en mildere standard baseret på forudgående varsling, men valgte den fra, blandt andet fordi selskaberne havde varslet, uden at søgemaskinen reagerede. Tilbage bliver det principielle spørgsmål, om man overhovedet skal hæfte for en hallucination, altså en utilsigtet, opdigtet påstand, som ingen har bedt om.
Der er flere grunde til ikke at læse dommen for bredt. Den er afsagt i en hastesag og i første instans, den bygger på tysk personlighedsret og forfatningsret, og den vil formentlig blive anket. Selve forholdet til DSA er desuden et spørgsmål, som reelt hører hjemme ved EU-Domstolen, før det kan anses for afklaret. En byrets vurdering i en foreløbig sag er ikke det sidste ord.
En bevægelse, der er værd at følge
Alligevel peger afgørelsen i en retning, der er værd at lægge mærke til. Forsvaret om, at der blot er tale om en algoritme, om links og om en passiv formidler, holder i stigende grad ikke for det indhold, som generativ kunstig intelligens selv frembringer. Når en model formulerer en selvstændig påstand om en identificerbar virksomhed, kan domstolene meget vel begynde at behandle den som udbyderens egen ytring med det ansvar, der følger med. For danske rådgivere og virksomheder er pointen ikke, at tysk ret gælder her, men at den underliggende konflikt er den samme. Vi kommer til at se flere sager om, hvem der bærer ansvaret for det, en maskine finder på.
Afgørelsen er offentliggjort som BeckRS 2026, 11860.
