Influencer? Derfor kan billeder af dine børn på sociale medier være i strid med GDPR 

Deling af hverdagsøjeblikke med børn på sociale medier er blevet hverdag for mange influencere. Men ifølge to forskere på Juridisk Institut på Aalborg Universitet (AAU) kan det i mange tilfælde være i strid med EU’s databeskyttelsesregler. Deres vurderinger blev præsenteret i en videnskabelig artikel, og har siden været omtalt i flere medier​.  

Du kan læse mere om de to forskeres konklusioner i på AAU’s hjemmeside her.   

Hvad siger reglerne? 

GDPR, altså EU’s forordning om databeskyttelse, trådte i kraft i maj 2018 og gælder for enhver behandling af personoplysninger, der ikke udelukkende er privat. GDPR beskytter også børn, som ifølge forordningen har krav på særlig beskyttelse, blandt andet fordi de ikke altid forstår konsekvenserne af at dele data. 

Hvis man som influencer bruger sin profil til reklamer, affiliate-links eller sponsoreret indhold, vurderes brugen af billeder ikke længere som værende privat – og derfor er man også underlagt GDPR-reglerne. 

Og derfor er børnebilleder problematiske 

Et centralt princip i GDPR er, at behandling af personoplysninger kræver et gyldigt grundlag som f.eks. samtykke. Men her opstår det problem, at børn ikke kan give gyldigt samtykke til at deres forældre kan behandle deres personoplysninger, da der er et ulige magtforhold imellem de to parter. Hertil kommer desuden at forældrene ikke nødvendigvis handler i barnets interesse, når barnets billede bliver en del af et reklamesamarbejde.  

Som et begreb for influenceres brug af børnebilleder har de to forskere for AAU benyttet ordet ”Sharenting”, en sammentrækning af de to ord sharing og parenting. Forskerne mener, at Sharenting er en juridisk gråzone, hvor influencere ofte ender på den forkerte side af loven. 

Det handler ikke kun om jura: Også risiko for misbrug 

Ud over de databeskyttelsesretlige problemer er der en reel risiko for misbrug af indholdet. Billeder delt af forældre ender ifølge internationale rapporter hyppigt på pædofile fora. Derudover peger banker og sikkerhedsorganisationer på, at identitetstyveri blandt børn i fremtiden vil være drevet af netop sharenting. 

Børnene mister kontrollen over deres digitale identitet og deres ret til privatliv. Og der er ikke nogen “fortryd”-knap for den slags. 

Der findes endnu ikke praksis fra EU-Domstolen 

Der findes desværre endnu ikke konkret praksis fra EU-Domstolen, der adresserer influenceres brug af billeder af deres børn. Det skaber usikkerhed omkring, hvor grænsen mellem privat og kommerciel deling går, og derfor anbefales det af de to forskere, at Regeringen snarest muligt nedsætter en ekspertgruppe og prioriterer en afklaring af området. 

Hvad betyder det for dig – uanset om du er influencer eller ej? 

Hvis du arbejder som influencer og bruger billeder af dine børn i opslag med kommercielt indhold, bør du være særligt opmærksom på reglerne i GDPR. Når der tjenes penge, er det ikke længere en privat aktivitet, og derfor gælder reglerne om databeskyttelse.  

Men selv hvis du ikke er influencer, er det værd at tænke sig om. Selvom den almindelige deling af billeder på lukkede profiler falder uden for GDPR’s anvendelsesområde, er risikoen for misbrug, identitetstyveri og krænkelse af børns privatliv stadig til stede.  

Der findes endnu ikke praksis fra EU-Domstolen, og grænsen mellem privat og offentlig deling på sociale medier er ikke klart defineret. Derfor opfordres både influencere og forældre generelt til at udvise omtanke, ikke bare af hensyn til lovgivningen, men først og fremmest af hensyn til barnet. 

Skal vi løse dit problem?

Ring til os eller udfyld formularen nedenfor, så kontakter vi dig. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser inden for 24 timer på hverdage.