Nyt lovforslag skal give alle erhvervsdrivende ret til en erhvervskonto

Hvad kan du gøre for at få en erhvervskonto?

En erhvervskonto er et centralt redskab for erhvervsdrivende, men det er blevet svært for iværksættere at få oprettet en. Det har været helt almindeligt, at bankerne frit kan afvise ansøgninger om at få oprettet en erhvervskonto, endda uden at skulle begrunde afslaget.

Men det ændrer sig nu. Der er nemlig et lovforslag til behandling i Folketinget, der vil give erhvervsdrivende bedre adgang til at oprette en basal erhvervskonto, og som vil stille krav til at berettigede afslag, begrundes efter en individuel vurdering. Første behandling er sat til den. 18. januar 2024.

For nu må du dog være tålmodig og nøjes med at gøre dig bekendt med de nuværende regler.

Hvad er en erhvervskonto?

Hvis din virksomhed omsætter for 50.000 kr. eller derover på årlig basis, har du som dansk virksomhed pligt til at have et CVR-nummer. En erhvervskonto er den konto der er tilknyttet din virksomheds CVR-nummer; og som benyttes til at holde styr på din virksomheds økonomiske aktivitet, såsom at modtage betaling fra kunder, modtage penge fra det offentlige f.eks. i form af momsrefusion, eller betale leverandører.

Hvorfor kan jeg ikke få en erhvervskonto?

Den nye hvidvasklov der trådte i kraft i 2017, og senere blev opdateret i 2020, er den primære grund til, at det er svært at få en erhvervskonto. Når banken ikke ønsker at oprette en erhvervskonto, eller ønsker at ophæve samarbejdet med din virksomhed, er det ofte fordi du har overførsler til eller fra udlandet, men mangler bilag på disse.

Du kan også få afslag hvis du ikke lever op til bankens krav til dokumenter.

Hvem kan få en erhvervskonto?

Hvis du skal starte et selskab – anpartsselskab (ApS), aktieselskab (A/S) eller et partnerselskab (P/S) – er der krav om at dit selskab har sin egen konto.

Hvis du skal starte en enkeltmandsvirksomhed, kan du som udgangspunkt nøjes med oprette en ekstra konto i din bank. En enkeltmandsvirksomhed er nemlig ikke et selskab i juridisk forstand. På den måde ville du kunne spare nogle penge. Du skal dog være opmærksom på, at nogle banker har erhvervskonto-løsninger, hvor du kan drage nytte af tilbud og services, og hvor det derfor alligevel kan give god mening, at oprette en sådan konto.

Du kan også opleve, at nogle banker – der ikke tilbyder en ekstra konto – kræver at du opretter en erhvervskonto til din enkeltmandsvirksomhed. Dette skyldes at bankerne skal efterleve en række krav for at opdage og undgå hvidvask af penge, og hvor dette naturligvis kan blive vanskeligere uden en erhvervskonto, da banken ikke ville kunne have samme overblik over din virksomheds midler.

Hvilke krav stiller banken til oprettelsen af en erhvervskonto?

Dit CVR-nummer er ikke en garanti for at du får godkendt en erhvervskonto hos banken. Bankerne skal som nævnt overholde en række regler der skal forebygge og forhindre hvidvask – og det er således op til den enkelte bank at vurdere, hvorvidt du kan få en konto. Kravene kan variere fra bank til bank, men alligevel er der en række minimumskrav der ofte går igen. Din virksomhed skal bl.a. valideres ud fra registreringsattest og du skal have en klar forståelse af forretningsplan- og budget.

Omkostningerne ved oprettelsen af en erhvervskonto består i et oprettelsesgebyr som ofte koster imellem 0-5.000 kr. og en fast månedlig betaling som på samme måde koster imellem 0-500 kr.

Vi har lavet en guide her, så du kan forberede dig bedst muligt på at ansøge om en erhvervskonto.

Har du spørgsmål til noget af dette, eller har du brug for rådgivning i forbindelse med erhvervskonto, kontakt os da på info@mlaw.dk eller på telefon 32 42 64 00.


Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en erhvervskonto, og hvorfor er den vigtig?

En erhvervskonto er en bankkonto, der er knyttet til virksomhedens CVR-nummer, og som bruges til at håndtere virksomhedens økonomiske aktiviteter. Denne konto kan f.eks. benyttes til at modtage betalinger fra kunder, betale leverandører og modtage offentlige midler som momsrefusion.

Hvorfor er det svært at få en erhvervskonto i dag?

Den primære grund til at det i dag er svært at få en erhvervskonto er den strenge hvidvasklov, som trådte i kraft i 2017, og som blev opdateret i 2020. Bankerne kræver pga. denne lov omfattende dokumentation før en erhvervskonto kan oprettes, og de kan ligeledes afvise ansøgninger, hvis de finder, at der er risiko for hvidvaskning af penge (hvilket især gr sig gældende ved udenlandske overførsler uden bilag.)

Hvem kan få en erhvervskonto?

For selskabstyper som ApS, A/S og P/S er det et krav, at der oprettes en erhvervskonto. Ejere af enkeltmandsvirksomheder (EMV) kan nøjes med en ekstra konto i deres bank, men nogle banker kræver en erhvervskonto for at efterleve hvidvasklovgivningen.

Hvad indebærer det nye lovforslag?

Det nye lovforslag skal give alle erhvervsdrivende ret til en basal erhvervskonto og kræver, at bankerne begrunder et afslag med en individuel vurdering. Dette skal forbedre adgangen til erhvervskonti for iværksættere og små virksomheder.

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg får afslag på en erhvervskonto?

Hvis du får afslag, kan du anmode banken om en begrundelse og prøve at opfylde de krav, de stiller. Alternativt kan du undersøge andre banker eller få rådgivning om, hvordan du kan styrke din ansøgning og opfylde dokumentationskravene.

Skal vi løse dit problem?

Ring til os eller udfyld formularen nedenfor, så kontakter vi dig. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser inden for 24 timer på hverdage.