Hvad er skattereglerne for gaver?

Der findes ikke noget bedre end at give den helt rigtige gave til en man holder af, men uventede afgifter, kan hurtigt give skår i glæden. Hvornår skal en gave beskattes? Hvor mange penge kan du give dit barn, før du skal betale afgift? I denne oversigt kan du få et overblik over skattereglerne for gaver til ægtefæller, børn, venner og kærester. Så kan du undgå ubehagelige overraskelser i fremtiden.

Gaver mellem ægtefæller

Julegaver, fødselsdagsgaver og hverdagsgaver kan frit gives mellem ægtefæller.

Tidligere var der et krav om, at ægtefæller skulle udarbejde en gaveægtepagt, hvis gaven var af større kaliber. Gaveægtepagten sikrede, at gaven ikke kunne tages tilbage i forbindelse med skilsmisse eller omstødes af en kreditor. Dette krav blev dog fjernet den 1. januar 2018.

Ægtefæller kan nu give større gaver uden at blive beskattet eller betale afgift, selv hvis der er tale om en gave af større værdi, eksempelvis en bil, et større pengebeløb eller en anden værdifuld genstand.

Et vigtigt krav er dog, at gavegiver ikke var eller blev insolvent ved afgivelse af gaven. I så fald kan der være risiko for, at en kreditor kan omstøde transaktionen og kræve gaven tilbage.

Gavebrev

Selvom det ikke længere er et krav at større gaver sikres ved gaveægtepagt, vil vi dog anbefale, at man i stedet laver et såkaldt gavebrev.

Et gavebrev er skriftlig dokumentation for, at én person har givet en anden person en større gave. I et gavebrev kan man bestemme, om gaven skal være særeje for modtageren og derfor ikke skal deles med vedkommendes ægtefælle, hvis de skulle blive skilt på et senere tidspunkt. Derudover er et gavebrev bevis for, at der er givet en gave og ikke indgået et lån for modtageren af gaven. Slutteligt kan gavebrevet være afgørende for at dokumentere ejerskab, således at en eventuel kreditor ikke kan gøre udlæg i gaven.

Gaver til nærmeste familie (børn, samlever m.fl)

Mange forældre ønsker at give deres børn pengegaver, eksempelvis i forbindelse med store mærkedage eller livsbegivenheder. Hvad mange ikke ved er, at gaver til børn ikke nødvendigvis er skattefrie. Skattefriheden afhænger af værdien af gaven.

Beløbsgrænsen for en skattefri gave varierer årligt og lyder i 2024 på 74.100 kr.

Skattereglerne for gaver til børn omfatter biologiske børn, stedbørn og børne- og oldebørn uanset alder. Samme regler og beløbsgrænse gælder også den anden vej – i de tilfælde, hvor et barn ønsker at give sine forældre, stedforældre eller bedste- eller oldeforældre en gave.

For svigerbørn er beløbsgrænsen 25.900 kr.

Hvis gavens værdi overstiger beløbsgrænsen, skal der betales en afgift på 15% af det resterende beløb, det vil sige den del af gaven, som overstiger 74.100 kr.

For bedsteforældre og stedforældre er den afgift på 36,25%.

De ovenstående regler for gaver gælder også for samlevere, som har haft fælles adresse i mindst 2 år på gavetidspunktet.

Gaver til ikke-biologiske børn

I forhold til stedbørn er det vigtigt at bemærke følgende: Hvis I ikke er gift, regnes din partners særbørn (ikke-biologiske børn), ikke for at være dine stedbørn. Hvis i for eksempel er samlevende, er din samlevendes børn altså ikke omfattet af reglerne. Hvis du har plejebørn er reglerne således, at de skal have haft bopæl hos dig i mindst 5 år inden de fyldte 15 år. Her anbefaler vi at du tager fat i os, så kan vi vurdere din konkrete situation.

Gaver til venner eller kæreste

Hvis der gives en gave til en ven eller kæreste uden anledning, skal gaven beskattes. Julegaver, fødselsdagsgaver eller anden anledningsgave kan dog frit gives, så længe gavens værdi anses for værende rimelig af SKAT.

SKAT har ikke fastsat en grænse for gavens værdi, men en god tommelfingerregel er, at gavens værdi ikke bør overstige 5.000 kr.

Hvis man ønsker at give en større gave til enten en ven eller kæreste, kan det i stedet være praktisk at give et rente- og afdragsfrit familielån. Det kan du læse mere om i denne artikel

 


Ofte stillede spørgsmål

Hvad er beløbsgrænsen for skattefrie gaver til børn i 2024?

Beløbsgrænsen for skattefrie gaver til børn i 2024 er 74.100 kr. Hvis gavens værdi overstiger dette beløb, skal der betales en gaveafgift på 15% af det overskydende beløb.

Skal jeg betale skat af en gave fra en ven eller kæreste?

Ja, hvis du modtager en gave fra en ven eller kæreste uden særlig anledning, skal gaven beskattes. Gaver givet ved særlige anledninger som jul og fødselsdage kan dog være skattefri, hvis de anses for at være rimelige. En tommelfingerregel er, at gavens værdi ikke bør overstige 5.000 kr.

Hvad er et gavebrev, og hvorfor er det nyttigt?

Et gavebrev er en skriftlig dokumentation for, at en gave er givet. Det kan bestemme, om gaven skal være særeje og dokumentere ejerskab, hvilket kan beskytte mod krav fra kreditorer og sikre, at gaven ikke bliver betragtet som et lån.

Hvad er forskellen på gaver mellem ægtefæller før og efter 1. januar 2018?

Før 1. januar 2018 skulle større gaver mellem ægtefæller sikres ved en gaveægtepagt for at forhindre, at gaven kunne tages tilbage ved skilsmisse eller omstødes af en kreditor. Efter denne dato er det ikke længere et krav, og ægtefæller kan give hinanden større gaver uden beskatning eller afgift.

Hvordan fungerer et rentefrit familielån, og hvad er fordelene?

Et rentefrit familielån er et gældsbrev, hvor det kan aftales, at lånet er rentefrit eller har en meget lav rente. Fordelene inkluderer ingen skattemæssige konsekvenser for långiver eller låntager, samt en klar dokumentation af låneforholdet, hvilket kan forhindre fremtidige konflikter.

Skal vi løse dit problem?

Ring til os eller udfyld formularen nedenfor, så kontakter vi dig. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser inden for 24 timer på hverdage.