Hvad er skattereglerne for gaver?

Der findes ikke noget bedre end at give den helt rigtige gave til en man holder af, men uventede afgifter, kan hurtigt give skår i glæden. Hvornår skal en gave beskattes? Hvor mange penge kan du give dit barn, før du skal betale afgift? I denne oversigt kan du få et overblik over skattereglerne for gaver til ægtefæller, børn, venner og kærester. Så kan du undgå ubehagelige overraskelser i fremtiden.  

Gaver mellem ægtefæller

Julegaver, fødselsdagsgaver og hverdagsgaver kan frit gives mellem ægtefæller.

Tidligere var der et krav om, at ægtefæller skulle udarbejde en gaveægtepagt, hvis gaven var af større kaliber. Gaveægtepagten sikrede, at gaven ikke kunne tages tilbage i forbindelse med skilsmisse eller omstødes af en kreditor. Dette krav blev dog fjernet den 1. januar 2018.

Ægtefæller kan nu give større gaver uden at blive beskattet eller betale afgift, selv hvis der er tale om en gave af større værdi, eksempelvis en bil, et større pengebeløb eller en anden værdifuld genstand.

Et vigtigt krav er dog, at gavegiver ikke var eller blev insolvent ved afgivelse af gaven. I så fald kan der være risiko for, at en kreditor kan omstøde transaktionen og kræve gaven tilbage.

Gavebrev

Selvom det ikke længere er et krav at større gaver sikres ved gaveægtepagt, vil vi dog anbefale, at man i stedet laver et såkaldt gavebrev.

Et gavebrev er skriftlig dokumentation for, at én person har givet en anden person en større gave. I et gavebrev kan man bestemme, om gaven skal være særeje for modtageren og derfor ikke skal deles med vedkommendes ægtefælle, hvis de skulle blive skilt på et senere tidspunkt. Derudover er et gavebrev bevis for, at der er givet en gave og ikke indgået et lån for modtageren af gaven. Slutteligt kan gavebrevet være afgørende for at dokumentere ejerskab, således at en eventuel kreditor ikke kan gøre udlæg i gaven.

Gaver til nærmeste familie (børn, samlever m.fl)

Mange forældre ønsker at give deres børn pengegaver, eksempelvis i forbindelse med store mærkedage eller livsbegivenheder. Hvad mange ikke ved er, at gaver til børn ikke nødvendigvis er skattefrie. Skattefriheden afhænger af værdien af gaven.

Beløbsgrænsen for en skattefri gave varierer årligt og lyder i 2023 på 71.500 kr.

Skattereglerne for gaver til børn omfatter biologiske børn, stedbørn og børne- og oldebørn uanset alder. Samme regler og beløbsgrænse gælder også den anden vej – i de tilfælde, hvor et barn ønsker at give sine forældre, stedforældre eller bedste- eller oldeforældre en gave. 

Hvis gavens værdi overstiger beløbsgrænsen, skal der betales en afgift på 15% af det resterende beløb, det vil sige den del af gaven, som overstiger 71.500 kr.

For bedsteforældre og stedforældre er den afgift på 36,25%.

De ovenstående regler for gaver gælder også for samlevere, som har haft fælles adresse i mindst 2 år på gavetidspunktet.

Gaver til ikke-biologiske børn

I forhold til stedbørn er det vigtigt at bemærke følgende: Hvis I ikke er gift, regnes din partners særbørn (ikke-biologiske børn), ikke for at være dine stedbørn. Hvis i for eksempel er samlevende, er din samlevendes børn altså ikke omfattet af reglerne. Hvis du har plejebørn er reglerne således, at de skal have haft bopæl hos dig i mindst 5 år inden de fyldte 15 år. Her anbefaler vi at du tager fat i os, så kan vi vurdere din konkrete situation.

Gaver til venner eller kæreste

Hvis der gives en gave til en ven eller kæreste uden anledning, skal gaven beskattes. Julegaver, fødselsdagsgaver eller anden anledningsgave kan dog frit gives, så længe gavens værdi anses for værende rimelig af SKAT.

SKAT har ikke fastsat en grænse for gavens værdi, men en god tommelfingerregel er, at gavens værdi ikke bør overstige 5.000 kr.

Hvis man ønsker at give en større gave til enten en ven eller kæreste, kan det i stedet være praktisk at give et rente- og afdragsfrit familielån. Det kan du læse mere om i denne artikel

Comments
Comments are closed.

Kontakt os

Hvis du har brug for rådgivning, kan du med fordel benytte kontaktformularen nedenfor og beskrive dit problem kort, så vil vi vende tilbage på din henvendelse hurtigst muligt.