
Vanvidskørsel har været et stigende problem i de senere år og har i flere tilfælde resulteret i tragiske sager.
For at forebygge vanvidskørsel, vedtog folketinget i marts 2021 strengere regler på området. Det betyder blandt andet, at køretøjer nu kan konfiskeres på stedet af politiet i forbindelse med vanvidskørsel. Det gælder også hvis føreren ikke ejer køretøjet, for eksempel hvis det er en leaset firmabil.
Konfiskering i sådanne tilfælde virker voldsomt og kan medføre store omkostninger for brancher, hvor der leases køretøjer til medarbejdere mm.
Siden lovens vedtagelse, har politiet konfiskeret mere end 1.200 køretøjer. Dog har der været usikkerhed omkring hvornår kørsel kan anses som vanvidskørsel, hvornår et køretøj kan konfiskeres og om konfiskeringen kunne gennemføres, når bilen ikke var ejet af den der førte køretøjet.
I denne artikel gennemgår vi hvad vanvidskørsel er, hvornår et køretøj må konfiskeres i forbindelse med vanvidskørsel og hvad du som arbejdsgiver kan gøre for at sikre dig, hvis du benytter dig af leasede køretøjer i din virksomhed.
Hvad er vanvidskørsel?
Reglerne for konfiskering af køretøjer i forbindelse med vanvidskørsel fremgår af Færdselslovens § 133a. Af loven fremgår det, at et køretøj kan konfiskeres når:
- Føreren udviser særlig hensynsløs kørsel.
- Hastigheden overskrides med mere end 100 %, ved kørsel over 100 km/t.
- Der køres med en hastighed på 200 km/t eller derover.
- Føreren af køretøjet har en promille over 2,00.
- Føreren af køretøjet bevidst forvolder fare for nogens liv eller førlighed – f.eks. hvis man bevidst påkører en cyklist.
Formålet med de skærpede regler er at skabe tryghed og sikkerhed på vejene, herunder at forebygge vanvidskørsel.
Må politiet konfiskere en leaset bil?
Som nævnt ovenfor har der, i praksis, været tvivl om hvornår politiet må konfiskere et køretøj i forbindelse med vanvidskørsel. Som svar herpå, afsagde Højesteret en principiel kendelse den 12. oktober 2022, i en sag om netop konfiskering af et køretøj, der ikke var ejet af føreren, men et leasingselskab. Vi har talt mere om kendelsen og vanvidskørsel generelt, i dette afsnit af vores podcast.
I forbindelse med kendelsen skulle Højesteret tage stilling til, om konfiskering af køretøjet var i strid med De Europæiske Menneskerettigheder, når føreren ikke var ejer af køretøjet. Højesteret konkluderede, at dette ikke var tilfældet.
Kendelsen fra Højesteret
Nedenfor fremhæver vi nogle af de kriterier som Højesteret har lagt vægt på ved kendelsen. Konfiskering af køretøjet kan kun gennemføres, såfremt det kan godtgøres at:
- Ejeren af køretøjet ikke havde kendskab til, at køretøjet ville blive brugt til vanvidskørsel.
- Føreren af køretøjet formentlig var i stand til at betale erstatning for bilens værdi til leasingselskabet/ejeren af køretøjet.
- At Leasingselskabet/ejeren af køretøjet ikke led et økonomisk tab ved konfiskering af køretøjet.
Ovennævnte lovgivning og kendelse giver nye udfordringer på arbejdsmarkedet. Du kan nu som arbejdsgiver komme til at stå i en situation, hvor din medarbejder dømmes for vanvidskørsel og dit køretøj bliver konfiskeret. Du vil stå tilbage med et tab svarende til køretøjets værdi, uanset om du ejer eller selv leaser køretøjet. Det kan være en tung omkostning som arbejdsgiver.
Hvordan sikrer jeg mig som arbejdsgiver?
Som arbejdsgiver er der nogle konkrete forholdsregler du kan tage, for at sikre dig imod tab i forbindelse med konfiskering af køretøjer.
Du skal tydeliggøre overfor dine medarbejdere hvad vanvidskørsel er og hvilke ansættelsesretlige konsekvenser vanvidskørsel har. Det kan du gøre ved eksempelvis at udarbejde et oplæg eller en pjece som er obligatorisk for medarbejderen at gennemgå, inden udlevering af nøglerne til firmabilen.
Vi anbefaler samtidig, at der udarbejdes et tillæg til ansættelseskontrakten, til både nye og eksisterende medarbejdere. Af tillægget skal det fremgå, hvilke økonomiske og ansættelsesretlige konsekvenser medarbejderen kan stå over for, i forbindelse med udøvelse af vanvidskørsel. Tillægget skal underskrives af medarbejderen.
Ved udarbejdelse af sådan et tillæg, har du som arbejdsgiver gjort hvad man juridisk kan forvente, for at sikre dig mod vanvidskørsel. Dette er også en af de betingelser domstolen vil tillægge vægt i forbindelse med en evt., senere retssag mod medarbejderen.
Hos Mieritz Advokatfirma har vi allerede hjulpet en del virksomheder med at udarbejde ansættelseskontrakter der tager højde for de ovennævnte udfordringer, herunder tillæg omhandlende konsekvenser af vanvidskørsel.
Vi står også klar til at rådgive dig, hvis du står overfor at skulle udarbejde ansættelseskontrakter eller tillæg. Kontakt os på 32426400, ved e-mail til info@mlaw.dk eller via kontaktformularen på forsiden.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er vanvidskørsel?
Vanvidskørsel omfatter handlinger som særlig hensynsløs kørsel, overskridelse af hastigheden med mere end 100 % ved kørsel over 100 km/t, kørsel med en hastighed på 200 km/t eller derover, kørsel med en promille over 2,00, og/eller bevidst forvoldelse af fare for andres liv eller førlighed.
Må politiet konfiskere en leaset firmabil ved vanvidskørsel?
Ja, politiet kan konfiskere en leaset firmabil, hvis føreren begår vanvidskørsel. Højesteret har afgjort, at konfiskering kan gennemføres, selvom køretøjet ikke ejes af føreren, så længe ejeren ikke kendte til den påtænkte vanvidskørsel, føreren kan betale erstatning, og ejeren ikke lider økonomisk tab.
Hvad kan jeg som arbejdsgiver gøre for at beskytte mig mod tab ved konfiskering?
Som arbejdsgiver kan du udarbejde et tillæg til ansættelseskontrakten, der præciserer økonomiske og ansættelsesretlige konsekvenser ved vanvidskørsel. Det er også vigtigt at informere medarbejderne om, hvad vanvidskørsel indebærer og kræve, at de gennemgår en obligatorisk pjece eller oplæg før udlevering af firmabilens nøgler.
Hvad indebærer Højesterets kendelse om konfiskering af leasede køretøjer?
Højesterets kendelse fra 12. oktober 2022 fastslår, at konfiskering af et leaset køretøj kan ske, hvis ejeren ikke kendte til, at køretøjet ville blive brugt til vanvidskørsel, føreren kan betale erstatning, og ejeren ikke lider økonomisk tab. Kendelsen sikrer, at konfiskeringen er i overensstemmelse med De Europæiske Menneskerettigheder.
Hvad er de juridiske konsekvenser for medarbejdere, der begår vanvidskørsel i en firmabil?
Medarbejdere, der begår vanvidskørsel, kan stå over for både økonomiske og ansættelsesretlige konsekvenser. Arbejdsgiveren kan kræve erstatning for tabet af køretøjet og tage disciplinære skridt, herunder opsigelse. Det er vigtigt, at dette er klart beskrevet i ansættelseskontrakten eller tillæg hertil.